Vi afholder julemarked på Dalgaard med lokale boder. Kom og køb lokale varer såsom hjemmestrikkede sokker, keramikvaser, honning og julenisser.
Hvis du ønsker at få en bod, kan du rette henvendelse til Anne Marie Kristensen, nyborgvej22@hotmail.com eller tlf. 6199 3157.
Dalgaard: Søndag den 26. november kl. 12-16
Reformationsfejring og sang i Ullerslev kirke (fri adgang, man skal ikke bestille billetter)
Kl. 16 samme dag fejrer vi reformationen med sang og koncert i Ullerslev kirke. Sopran Lise Bech Bendix og organist Povl Balslev medvirker.
Med Reformationen og den nye lutherske tro kom sangen til at spille en central rolle i kirken. ”In dulci iubilo, siunge wi oc ere fro” hedder det i en af de ældste oversættelser af Luthers salmer. At synge var nemlig anset som en af de mest direkte veje til et lykkeligt liv i Guds ånd, og derfor skulle alle synge med på salmerne i kirken. Også til jul.
Sangen har lige siden været en vigtig del af kirkens virke, og særligt i julen spiller julens salmer en stor rolle. Den fælles sang er en arv fra Reformationen, som er blevet skattet højt helt frem til i dag. ”Sjunge hver, som sjunge kan” lød Grundtvigs fortolkning af Luthers budskab. For når alle synger med, opstår en helt særlig ånd og samhørighed.
Siden Reformationen er der kommet mange nye sange og salmer til, men der er fortsat mange spor fra renæssancen i vores sangskat. Til sang- og koncertarrangementet følges sangtraditionen fra Reformationen til nutiden, og undervejs giver organist Povl Balslev korte fortællinger om, hvordan kirkens musik har forandret sig fra renæssancen til i dag.
Ullerslev kirke: Søndag den 26. november kl. 16
Tilbage til liste